Rundt omkring i landet sker det jævnligt, at vi ufrivilligt bliver naboer til telemaster, solcelleanlæg o.lign., og bekymrede borgere stiller sig frem i medierne – desperate – fordi de er bekymrede for, at det for dem vil medføre et værditab. I øjeblikket, er det en sag vedr. opsætning af telemast i en grundejerforening i Nordjylland, der pryder mediebilledet, men er der noget at være bekymret for?
Hos Advokat Suhr støder vi jævnligt på dén problemstilling, og det korte svar er, ja – det kan godt have betydning for værdien af en ejendom, at der opføres f.eks. en telemast nærved. Det skyldes kort sagt, at det for mange vil have en negativ effekt på herlighedsværdien, og dermed hvor meget de vil betale for den pågældende ejendom.
Sidste år vandt vi en sag ved Retten i Næstved, der omhandlede netop dét spørgsmål. Vores klient havde købt et sommerhus, og konstaterede på overtagelsesdagen, at der pludselig var blevet opført en 48 meter høj telemast på naboejendommen. Telemasten var opsat ca. 75 meter fra boligens primære udendørs opholdsareal, ligesom den kan ses fra ejendommens terrassedør og vindue fra stue/alrum i huset. Sælger mente ikke, at det havde nogen betydning for værdien, men vi fik ved syn og skøn slået fast, at det ville have haft en negativ indflydelse på værdien på handelstidspunktet – og da vi samtidig kunne dokumentere, at sælger var bekendt med, at masten skulle opføres, blev sælger dømt til at betale erstatning til køber med kr. 125.000,00. Sælger blev dømt til at betale yderligere erstatning til køber, fordi det derudover var blevet besluttet at opføre et stort solcelleanlæg nærved ejendommen, hvilket også have en negativ effekt på værdien.
Det kan altså godt betale sig at undersøge sine muligheder, hvis man ufrivilligt er blevet nabo til f.eks. telemaster eller store solcelleanlæg.
Retten udtalte i den forbindelse:
“Ud fra den fremlagte skønserklæring må det lægges til grund, at den opførte telemast har bevirket et værditab for ejendommen på 125.000,00 kr. i forhold til markedsværdien på salgstidspunktet. Det må efter sagsøgers forklaring lægges til grund, at såfremt hun kendte til opførelsen af telemasten, så ville det have bevirket, hvorvidt hun havde købt ejendommen, og i så fald hvilken pris hun ville betale for ejendommen. Endvidere gør ejendommens placering og beskrivelsen af ejendommen i salgsmaterialet som værende placeret i landlige omgivelser, at det ikke må anses for forventeligt eller påregneligt for sagsøger, at der ville kunne blive placeret en telemast ca. 75 meter fra ejendommen. Det fremgår også af klagen fra sagsøgte til Nævnenes hus, at de mener, at telemasten ville skæmme naturen omkring ejendommen. Det må herefter anses for en retlig relevant mangel, at der efter sagsøgers overtagelse blev opført en telemast, som var planlagt forud for parternes indgåelse af købsaftalen.”
Hos Advokat Suhr sidder vi klar til at hjælpe, hvis du har brug for råd eller vejledning.